Anmeldelser

"Jeg har gennem en række koncerter i Danmark og i USA, haft den store fornøjelse at dirigere AmadeusEnsemblet. Ensemblet er kendetegnet ved spilleglæde, engagement og et højt kunstnerisk niveau. Humor og seriøsitet går hånd i hånd, og de musikalske resultater er imponerende.

AmadeusEnsemblets repertoire er enestående, idet det ud over de store mesterværker også består af værker bestilt og skrevet specielt til ensemblet. Musikerne, herunder den tidligere formand, Helge Lomholt, og den nuværende formand, Jørgen Münster, arrangerer på fornem vis musik for orkestrets mange instrumentale sammensætninger og bidrager således til en spændende udvidelse af repertoiret.

Jeg har haft mange vidunderlige musikalske oplevelser i selskab med AmadeusEnsemblets dygtige musikere og nydt deres kammeratskab og den store, aldrig svigtende kærlighed til musikken.

AmadeusEnsemblet er blevet en institution i dansk musikliv og fortjener al mulig støtte og opbakning."

Henrik Goldschmidt, solo-oboist i Det kgl. Kapel, leder af The Middle East Peace Orchestra, februar 2009.

Amadeus i Vestervang.

Blæserensemblet Amadeus går man aldrig forgæves til, det er et fasttømret ensemble af blæsere på et niveau nær det professionelle. Her var ingen julemusik, men Emil Hartmanns yndige romantiske Serenade op.43 for blæsere og kontrabas førte tilhørerne ind i et univers, der hørte senromantikken til. Han levede 1836-1898 og var søn af den store komponist J.P.E.Hartmann, som det har været svært at være søn af, når man selv ville komponere.

Brahms’ Altrapsodi op.53 for alt, mandskor og orkester fik en anden version i dagens koncert, idet Helge Lomholt havde arrangeret den for blæsere, kontrabas og altstemme. Det var Linnéa Lomholt, der lagde sin smukke mørke alt til værket, og fire valdhorn havde fået til opgave at spille mandsstemmernes noder. Personligt syntes jeg, de var lidt for voldsomme, men der mærkedes ingen anstrengelse i sangstemmen. Sangerinden sang Goethes vemodige digt, så man i nogle passager anede den legendariske Kathleen Ferriers uforglemmelige fortolkning af værket. To af Brahms’ dejlige sange for altstemme, bratsch og klaver var igen arrangeret, så klaveret blev erstattet af blæsere og kontrabas. Komponisten Bo Andersen stod for denne ”omkomponering”, og her savnede jeg virkelig den oprindelige version til de to fine kunstneres smukke samspil i ”Gestillte Sehnsucht” og ”Geistliches Wiegenlied”. Anette Slaattos bratschspil var varmt med en rig klang, der passede fint til Linnéas stemme. Næste gang må vi have en da capo med f.eks. Leif Valbjørn ved klaveret?!

Bo Andersen er en ung komponist, der til daglig er organist, og han fik uropført sit værk Sonate for bratsch, 15 blæsere og kontrabas, komponeret i år. Det blev et farverigt værk, hvor bratschen fik sit eget liv ind imellem blæsernes og kontrabassens liv og sammen med dem – snart muntert med humor, snart lidt dystert, der et sted fik mig til at høre en lidt farlig lyd som af en stor maskine, der nærmede sig enerverende, men man lyttede og nød bratschens korte kadencer, der virkede som en slags kommentar. Det var et flot værk, der fik stærkt bifald. Dirigenten Klaus Tönshoff er ny som dirigent for ensemblet og en åbenbar gevinst med en fast og myndig attitude til den svære kunst at holde sammen på en gruppe musikere.

Amadeus spillede Amadeus

Søndag eftermiddag var siddepladserne ved at slippe op i Sthens kirke, da kirken havde inviteret til koncert med AmadeusEnsemblet, hvis blæsere skulle spille Wolfgang Amadeus Mozarts Serenade i B-dur for 13 blæsere!

Dels har Mozart jo en særlig tiltrækning i dette 250 år for hans fødsel og dels har AmadeusEnsemblet nok gennem årenes jævnlige koncerter på disse kanter fået et godt ry som et fremragende blæserensemble, der vist normalt består af 16 blæsere, men denne søndag i sagens natur kun var på13 blæsere: 2 oboer, 4 klarinetter, 4 valdhorn og 3 fagotter. Til at holde styr på det hele og lede tilhørerne gennem satserne havde man igen Henrik Goldschmidt, der selv er solooboist i Det kgl.Kapel.

Henrik Goldschmidt er et menneske med en udstråling, der straks bringer ham på bølgelængde med publikum. Sin viden om musikken bringer han videre med en passende blanding af historiske facts og en god portion lune, og selvom Mozarts Serenade er opbygget som satser i en symfoni, fik vi at vide, at vi gerne måtte klappe mellem satserne; selv forklarede han forud for hver sats, hvad vi skulle være opmærksomme på i satsernes opbygning – som sagt uden pædagogisk pegefinger, så det blev en ren nydelse at lytte. Disse musikere, der alle er amatører i ordets bedste betydning, griber ikke fat i instrumenterne et par timer før en koncert, men virker som om de lever med deres musik dagligt. Der er en utrolig veloplagthed i spillet, en velafbalanceret klang, der er rigtig flot og på et professionelt plan hele tiden. Jeg skriver, at alle er amatører, men jeg skimtede i valdhornene Bjørn Fosdahl, nu pensioneret, men tidligere solohornist i Radiosymfoniorkestret. Han fortalte mig, at han nyder at træde til engang imellem – og især i et ensemble som dette.

Tilhørerne, der havde besat hver eneste stol i kirken, helt op bagved musikerne, nød vist at kunne applaudere efter hver sats, og til sidst stod alle op, og dirigenten måtte frem igen og konferere med musikerne, hvilket resulterede i, at vi fik den sidste sats, Rondoen, da capo!

Blæsere og baryton i domkirken

AmadeusEnsemblets 16 blæsere er jævnligt gæster i Helsingør Domkirke, hvor de dygtige musikere ofte har en solist med, der giver en god balance, så den rene blæsermusik får lidt modspil. Således også i onsdags, hvor man havde inviteret barytonen Rasmus Tofte-Hansen til at opføre en række af Gustav Mahlers dejlige sange fra samlingen Des Knaben Wunderhorn, der er gendigtninger af gamle tyske fortællinger og sange, bearbejdet af digteren Clemens von Brentano. Her var Mahlers musik arrangeret for blæsere, slagtøj og baryton af organist og komponist Bo Andersen på bestilling af AmadeusEnsemblet.

Sangeren Rasmus Tofte-Hansen hører vi ikke så ofte her, idet han har ”forladt” Nordsjælland for at slå sig ned på Fyn efter at han afrundede sin uddannelse på konservatoriet i København med et par år på The Guildhall School of Music and Drama i London. Så meget rarere var det at opleve ham med en fin fortolkning af sangene, både de sjove og de vemodige, og ikke mindst den sidste, der altid griber tilhøreren, Wo die schönen Trompeten blasen, om en soldat der tager afsked med sin elskede – han må lytte efter trompeten, der kalder, måske ses de ikke mere. Rasmus Tofte-Hansens stemme er varm og nuanceret og kan fortælle teksten med alle dens underfundigheder. Synd bare at kirkens akustik ikke er god, når bænkeraderne ikke er fyldt med tilhørere. Der var intet at udsætte på musikken, udover at arrangementet nok ville vinde ved at et mindre antal blæsere medvirkede. Det var svært at høre teksten fuldt ud, trods stemmens format. Wunderhorn sangene kræver en mere nænsom musikalsk ledsagelse, selvom dirigentens opmærksomhed deltes ligeligt mellem sanger og musikere.

Det var et stort program, man havde tilrettelagt med aftenens dirigent Christian Kluxen, der med sine 24 år var en myndig og klog kapelmester, der førte blæserne sikkert igennem Louis Spohrs meget lange Notturno op.34. AmadeusEnsemblet består af 16 ambitiøse musikere, der har noget at have deres ambitioner i; det beviser den gode indstudering af Spohrs ca. tre kvarter lange værk. Dertil kom Richard Strauss' Eine Deutsche Motette op.62, som klarinettisten Helge Lomholt havde arrangeret. Strauss er heller ikke kendt for at skrive kort, til gengæld er hans blæsermusik altid sublim, og hans endeløse udklange er undere af skønhed. Her kom man uvilkårligt til at tænke på slutterzetten fra Rosenkavaleren, der drukner os i velklang; sådan gjorde blæserne også i denne motet, der var en bearbejdelse uden den tekst af Rückert, som var Strauss' forlæg.

Blæseroktet på Marienlyst Slot

Det var blæsernes dag i Helsingør søndag, først AmadeusEnsemblets blæseroktet på Marienlyst Slot om eftermiddagen uden for Bach-arrangementerne, senere en blæserkvintet i Stehns kirke.

Blæserne på slottet tog sig til gengæld kun af Mozart, og det blev der en herlig musiceren ud af, som vi blev introduceret til af dagens dirigent, Henrik Goldschmidt, der selv er blæser, oboist i Det kgl. Kapel. Blæseroktetten i c-mol KV 388 der er så fyldt med musikalske indfald, som kun Mozart kunne hitte på, lød pragtfuldt i den sal, der er som skabt til 1700-tals musik, som Goldschmidt gjorde opmærksom på. De spiller godt de 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter og 2 horn, som en oktet består af.

Det hørtes også i de to følgende akkompagnerende stykker, hvor sopranen Adrienne Kirsten var solist, først i det lille underværk, arien Un moto di gioja, der egentlig er orkestreret, men som Svend S. Schultz har lavet dette arrangement over, mon ikke til sin frue, Kirsten Schultz, en af dejligste sopraner vi har haft! Adrienne Kirsten, som vi lige havde hørt i Sct. Mariæ kirke, viste igen at hun behersker mange nuancer i sin stemme og kan give den glansfulde udførelse af arien, som Mozart har håbet og forventet. Et andet arrangement af Svend S.Schultz var en mere krævende arie for samme besætning, blæseroktet og sopran. Titlen er halsbrækkende, så den kan vi glemme, men husker Adrienne Kirstens stemme, der i mellemlejet har en blid varm farve, medens det forcerede tempo i koloraturerne godt kan give stemmen lidt skarphed, men det er altså også svært at hamle op med Mozart, for hvem intet var for svært. Sangerinden har charme og det er godt at konstatere, at for hver gang man hører hende, der jo er ret ny på den danske musikscene, findes der nye nuancer i hendes fremtræden.

Til slut ledte Henrik Goldschmidt os gennem operaen Don Giovanni, hvor musikken er arrangeret for blæseroktet af Josef Triebensee – med Mozarts godkendelse. Vi fik den grumme historie i uddrag, nemlig højdepunkterne i begivenhederne i første akt. Hans introduktioner til afsnittene var forbilledlige, muntre og bizarre på samme tid og var en fremragende guide for den, der vil høre selve operaen. Musikerne var med på spøgen og agerede med deres instrumenter både Leporello, Don Giovanni selv, Zerlina og Masetto så det var en lyst. Det er et strålende ensemble, amatørmusikere på et højt plan, hvad jeg vist tidligere har skrevet om hele AmadeusEnsemblets 16 medlemmer.

Grethe Jørgensen, Helsingør Dagblad, 15.september 2004.

AmadeusEnsemblet i Domkirken

Dirigenten og komponisten Martin Åkerwall har spundet en ende over den fængslende kærlighedshistorie fra Puskjins Eugen Onegin - den samme historie som Tjajkovskij har brugt i sin opera af samme navn.

Martin Åkerwall har skrevet musikken for blæserensemble, altstemme og fortæller. Han har fanget den melankolske stemning i Puskijns tekst om to mennesker, der går fejl af hinanden.

Skuespilleren Karsten Jansfort fortalte historien henover musikken så tydeligt artikuleret, at man fik fat i hvert eneste ord. Han gik også ind i rollen som Onegin i samspil med Linnéa Lomholts Tatjana. Hun bevægede sig ubesværet i Tatjanas parti – man kunne tro, at det var skrevet til hendes varme, mørkt-tonede alt. Hendes stemme faldt smukt ind i blæsernes harmoniske akkompagnement, der også lå dybt med kontrafagotten i bunden.

Musikken satte billeder på handlingen, så man næsten var til stede i fyrstepaladset og kunne forestille sig balscenen, da valsetonerne lød i musikken.

Det andet værk af Åkerwall der blev uropført denne aften i Helsingør var skrevet over en tekst fra Det Nye Testamente, Paulus 13. Temaet er kærligheden, og teksten blev fint fortolket af Linnéa Lomholt med nuancerigdom og fylde i stemmen med minimalt vibrato. En tværfløjtespiller var anbragt på pulpituret, mens de andre musikere var i den modsatte ende af det store kirkerum – det tilførte musikken en raffineret effekt.

Koncerten var velbesøgt på trods af regnvejret, og den kan høres igen på mandag i Helligåndskirken i København.

Blæsere i Espergærde Musikforening

AmadeusEnsemblet frydede ved Espergærde Musikforenings koncert søndag eftermiddag ved sit velklingende og velartikulerede spil på de dejligste blæseinstrumenter som der er ca.18 af i ensemblet, der har eksisteret siden 1993 med amatørblæsere på højt plan, grænsende til professionalisme.

Der er da også flere komponister der har skrevet musik til dem, og et af de mere muntre værker, der giver blæserne mulighed for at lege med tonerne, hørte vi. Det var Leif Kaysers Dansk Rapsodi for 15 blæsere fra 1998. Komponisten har taget otte danske sange og ladet musikerne fjante lidt med temaerne og isprænge variationer over de enkelte melodier, lade sangene overlappe hinanden osv., men altid med genkendelighed. Sjov musik, herligt spillet med dirigenten Martin Åkerwall som god medspiller.

Brahms’ smukke Haydn-variationer over Chorale St.Antonii i et arrangement af Mark Popkins var dagens åbningsmusik, og dette elskede værk lyder bare rigtig flot i fagotprofessor Popkins arrangement for 12 blæsere. De otte variationer over temaet bliver smukke og gennemsigtige med dette begrænsede antal musikere og finalen bliver eminent!

Pianisten Elisabeth Westenholz var dagens solist og var alene på podiet i Bela Bartoks uforlignelige musik, Suite op.14 og Allegro barbaro, skrevet hhv.1916 og 1911. For denne fine danske pianist synes det at spille klaver lige så naturligt som at trække vejret, og derfor bliver en komponist som den ungarske Bartok som ler i hendes hænder: hun former hans musik, som han selv ville kunne gøre det, og det blev en fornem oplevelse at høre Elisabeth Westenholz med denne musik.

Ikke mindre flot blev det, da ensemblet forstærket med store messingblæsere fra Rødovre Concert Band og med Westenholz som solist afsluttede koncerten med Igor Stravinskijs Koncert for klaver, 23 blæsere, kontrabas og pauker komponeret i 1924. Det blev en fest! Det er bestemt ikke noget let værk at give sig i kast med, for Stravinskijs temperament tillader ham ikke at gøre sin musik let, han vil selv, som små egenrådige børn siger, og så har hans udøvere bare at forstå ham! Det tør siges at AmadeusEnsemblets satsning var dristig og stor, men med den virtuost spillende solist ved klaveret og godt valg af lånte musikere på ensemblets eget niveau, var succesen i hus – og en stor varm applaus fra den fyldte aula på Espergærde gymnasium var velfortjent.

Grethe Jørgensen, Helsingør Dagblad, 25. januar 2004.

Dansk Mesterværk uropført i Domkirken
Svend Nielsens "Akustisk Regnbue" gjorde dybt indtryk.

Det var ikke uden en vis spænding at man gik til koncert i Roskilde Domkirke i går aftes. Foruden en dansk uropførelse skulle man præsenteres for en nærmest ukendt musik af ellers kendte komponister - thi har man nogensinde herhjemme opført Paul Hindemiths koncert for orgel og kammerorkester eller Dvoráks Serenade for blæsere og dybe strygere? Og er det udvidede blæserensemble ikke mere et kuriosum end en standardbesætning? I hvert fald var nysgerrigheden på forhånd vakt med det program, AmadeusEnsemblet under ledelse af Martin Åkerwall havde valgt.

Paul Hindemith er ikke rigtig "in" i dagens danske musikliv; hans musik bliver ofte karakteriseret som kedsommelig, konstrueret eller grim. I virkeligheden er hans enorme produktion meget varieret i stil og udtryksformer, men altid præget af mesterligt kompositorisk håndværk og en udsøgt sans for instrumenternes egenart. Således blev koncerten for orgel og blæsere (udvidet med cello og kontrabas) et godt bekendtskab; det er en veloplagt musik, som blev overbevisende udført af orgelsolisten Karsten Gyldendorf, der med fine registreringer fik Domkirkens kororgel til at lyde som det helt rigtige instrument til denne musik.

Den omhu og kompetence der kendetegner Hindemiths musik, er også grundlaget for Svend Nielsens kompositioner. "Akustisk regnbue" er skrevet for altstemme og 16 blæsere til en tekst af Pia Tafdrup, der er en af vor tids mest profilerede lyrikere.
Det er i sagens natur ikke så nemt at fatte et nyt stykke musik ved første gennemhøring, men dette første indtryk var ganske overvældende. Svend Nielsen er ikke bange for velklang, men undgår samtidigt det banale - derved fanges og fastholdes lytterens opmærksomhed hele stykket igennem. Og med alten Linnéa Lomholts vidunderlige stemme blev betagelsen endnu større; en malmfuld, velplaceret røst, der ubesværet går i højden og som med en klokkeklar intonation artikulerer en tydelig tekst.

Efter en kort pause afsluttedes koncerten med Dvoráks Serenade i d-mol, der med sin usædvanlige besætning skabte en interessant klanglig kontrast til de to første værker. Det var ikke dyb musik, men velskrevet og underholdende med sin inspiration i den slaviske folkemusik, som vi kender den fra hans populære "Slaviske danse" og en glimrende afslutning på et spændende program.

AmadeusEnsemblet, der er ganske velspillende, havde dog nogle tydelige intonationsproblemer i "Akustisk regnbue" og i Dvorák-serenaden. Alt i alt gjorde de en flot indsats, og dirigenten Martin Åkerwall havde ganske godt styr på tingene.

Det var ærgerligt, at så få var mødt op, koncerten havde fortjent en fyldt kirke - og navnlig havde det været på sin plads, at et så flot stykke som Svend Nielsens "Akustisk regnbue" ville blive hørt af rigtig mange. Forhåbentlig bliver der lejlighed til et snarligt genhør.

Nyt værk uropført i Domkirken

Musik: Blæsergruppen AmadeusEnsemblet har sørget for ny dansk musik, og det er rigtig godt! Der kan søges penge til den slags initiativer, og Statens Kunstfond og Amatørernes Kunst og Kultur Samråd (AKKS) har været villige til at støtte. Komponisten Svend Nielsen blev bedt om at skrive musikken for blæserne og en alt-stemme, og onsdag aften var kirken meget velbesøgt af tilhørere der ville høre ny musik.

Nå, først fik vi dog en saltvandsindsprøjtning med tyskeren Paul Hindemiths Kammermusik nr.7 for orgel og kammerensemble, her var der dybe strygerstemmer med og en glimrende orgelsolist i Karsten Gyldendorf, der til daglig virker som kantor og organist ved Herlufsholm kirke. Kirkens akustik var god ved Hindemiths ekspressive musik, der virkelig nåede op under hvælvingerne, også på den måde at musikerne spillede oppe på orgelpulpituret. Hindemith ønskede at se tilbage til barokkens formsprog og slutter sit værk med en storslået fuga. Mægtig musik var det.

Svend Nielsen har skrevet sit nye værk til et digt af Pia Tafdrup,"Akustisk Regnbue" hedder det, og det var interessant og ganske kønt at lytte til både i ydersatserne og i solopassagerne, hvor alten Linnéa Lomholt oplod en imponerende smuk og fyldig stemme. Med imponerende mener jeg, at stemmen nåede ud over hele kirken uden på nogen måde at være forceret. Der var fin balance mellem stemme og de 16 blæsere, og min første vurdering er, at Svend Nielsen her har skrevet et værk, der bør blive brugt i orkestre, hvor blæserne har mod på at spille i forgrunden en enkelt gang.

Det var sørens ærgerligt, at digtet ikke stod på programbladet, for komponistens følsomme musik lod ane en fin tekst. Det må være en forglemmelse, og så må man jo på biblioteket for at få fat i Pia Tafdrups digtsamling "Dronningeporten", som digtet er hentet fra.

Til slut havde AmadeusEnsemblet valgt at lade os gå hjem med djærve böhmiske toner i øret fra slutningen af 1800-tallet, nemlig Dvoráks yndede Serenade i d-mol for blæsere og dybe strygere, der antyder at en flok musikere ankommer, spiller og forlader stedet igen i en herlig march. Inde i Serenaden er der en menuet, nærmest en langsom vals, som blæserne spillede med ynde, i modsætning til de afsluttende finale, der næsten er vild og løssluppen. De er dygtige de 16 blæsere, og man hører flotte solopassager på alle stemmer, der bekræfter, at der seriøse amatørmusikere, der her optræder.