Under og efter
Napoleonskrigene blomstrede blæsermusikken som aldrig før. Adelsfamilier over
hele Europa ansatte blæserensembler, som skulle underholde og imponere. Louis
Spohr (1784-1859) skrev sin Nocturne til et blæseorkester, som var ansat hos
hertugen af Sonderhausen. Deres koncerter fandt sted om sommeren på hertugens
skydebane. Her lå et lille amfiteater omgivet af store skove og forbundet med både
slottet og byen af lange skyggefulde alléer.
På den side, som vendte ud mod bjergene,
byggede hertugen en pavillon med kuppel og gulv i halvcirkelform. Den blev kaldt
halvmånen, og her spillede hans blæsere. På den modsatte side opførte han et
overdækket galleri med borde, som hver søndag blev dækket med forfriskninger
til hoffets personale. På den tredje side anbragte han bænkerækker, hvor de
almindelige tilhørere både kunne lytte til musikken og nyde den pragtfulde
udsigt over floden Wipper og bjergene i Harzen.
Orkestrets medlemmer var iklædt en mørkegrøn
uniform med store guldepauletter, så der var både noget at se og høre på, og
der var gratis adgang for enhver. Koncerterne fandt sted om sommeren og blev
kaldt Loh-concerter (Loh: en lille skov). Når fyrstefamiliens hestevogne nærmede
sig, begyndte blæseorkestret at spille marchmusik i den tyrkiske stil med
triangel, trommer og bækkener. Kvinderne nejede og mændene blottede deres
hoveder.
Så snart fyrstefamilien var kommet ned at
sidde, indtog blæserne deres pladser i pavillonen og koncerten kunne begynde.
De spillede arrangementer af Haydn, Mozart, Schubert og mange andre. De fleste
af dem var foretaget af orkestrets virtuose soloklarinettist Hermstedt, og det
skete, at hertugen, som selv var en hæderlig amatørmusiker, spillede med på
sit bashorn.
Til disse sommerkoncerter komponerede
violinisten Louis Spohr sin blæsernocturne op. 34 i 1815. Det er et stort værk
for den klassiske blæseroktet med oboer, klarinetter, horn og fagotter, som i
dette tilfælde er udvidet opad med fløjter, midtpå med trompeter og posthorn
og nedad med kontrabas og basun. Dertil kommer i flere af satserne det tyrkiske
slagtøj. Soloklarinettist Hermstedt var på dette tidspunkt en af Tysklands største
virtuoser og Spohr, som var en af hans nære venner, gav ham en hel del
udfordringer, men der er også en del at se til for fløjte, obo, fagot og
horn.
Nocturnen er skrevet i den klassiske tradition,
men er på vej over grænsen til den romantiske musik hvor man arbejder med
raffinerede klangvirkninger og ikke går af vejen for at stille krav til
musikernes virtuositet. Ikke to satser er ens. Her er plads til både en
heftig militærmarch, en svingende polsk dans med posthornssolo, en gammeldags
hurtig menuet med forskudte rytmer, en stor variationssats i den virtuose
stil, en følsom langsom adagio med slørede klange og en ganske virtuos finale,
hvor den helt nye wienervals lige når at stikke sin charmerende næse frem.
Spohrs nocturne er et tidligt romantisk mesterværk, som på grund af sin noget
voldsomme besætning kun bliver opført sjældent. Det er synd, for det er et af
blæsermusikkens mesterværker.
Richard
Strauss (1864-1949) skrev Eine Deutsche Motette op. 62 for solistkvartet
og 16-stemmigt kor i 1913. I 1897 havde han skrevet to andre korværker for
16-stemmigt kor. I den her foreliggende udgave af Eine Deutsche Motette
er værket instrumenteret i 2004 af Helge Lomholt for AmadeusEnsemblets 15 blæsere
og kontrabas. En af grundene til dette er, at værket, der er meget vanskeligt
for et kor, og derfor opføres meget sjældent, egentlig føles som
instrumentalt tænkt fra Strauss’ side (blandt andet på grund af den
komplicerede sammensætning af stemmerne). Desuden gives der her lejlighed til
at vise det store blæserensembles toneomfang og rige klangfarver.
Det hymneagtige værk er formet som et tredelt musikstykke med en lang
akkordbaseret indledning med forskellige solistiske udsmykninger, en mere bevæget
fugeret midterdel og afslutningsvis en vuggevise-agtig coda med en vuggende
melodi. De 4 solostemmer er indlemmet i de øvrige stemmer. Et af Strauss'
allermest karakteristiske kendetegn er hans forkærlighed for en uafladelig
vandren omkring i tonearterne, hvilket i billedsprog kan fornemmes som at se et
landskab, hvor solen og skyerne hele tiden frembringer nye belysninger. I denne
bearbejdelse må vi så undvære teksten, men til gengæld får vi
instrumenternes forskellige klangfarver til at illustrere de musikalske ideer.
Wunderhornlieder af
Gustav Mahler (1860-1911) foreligger her i en ny instrumentering for
barytonsolist og stort blæserensemble med slagtøj af Bo Andersen, organist og
komponist. Arrangementet, som omfatter 9 af sangene, er skrevet i 2004 på
bestilling af AmadeusEnsemblet.
Teksterne baserer sig på tyske folkelige fortællinger indsamlet og bearbejdet af Ludwig von Arnim og Clemens Brentano. Her findes et meget blandet indhold, f.eks. religiøse digte, viser og folkeviser. Mahler, der stammede fra Böhmen, har sikkert tidligt fået kendskab til disse fortællinger, og han blander i sin musik sine indtryk fra barndommen: det lokale militærorkester, fuglene i naturen, de mange danserytmer som ländleren, der har fået så stor betydning i midteuropæisk musik fra 1800-tallet.
Sangene er oprindeligt for sangstemme og klaver, men senere
instrumenteret til et mindre orkester for at fremhæve det kammermusikalske
udtryk med klare linier og gennemsigtige klange. Mahlers følelsesregister er
vidtspændende, og man kan i disse sange opleve alt fra militæriske klange og
rytmer, over naturscenerier, ironiserende og bitre sange med skarpe virkemidler
til himmelsk smuk musik som i afslutningssangen: Wo die schönen Trompeten
blasen.
Wunderhorn-sangene har ført en tilbagetrukket tilværelse indtil 1960’erne, hvor man fik ørerne op for de store dybder i Mahlers musik, som tidligere havde været udsat for en lammende anmelderkritik som værende ”triviel, plat, gold, gyselig, pinlig, smagløs, forvrænget, usædelig, unaturlig” etc. I dag anses Mahler for en af de betydeligste komponister i nyere tid.
Sangene forekommer i mere eller mindre bearbejdet form i symfonierne nr. 2, 3 og 4, hvor det tematiske materiale anvendes både instrumentalt og vokalt. Med sin musik brød Mahler nye veje både formmæssigt og klangligt, og han tilførte symfonien nye naturalistiske aspekter (klange fra hverdagen), som ligger langt fra tidligere komponisters værker. Derved blev han et forbillede for den nye tids komponister i 1900-tallet.
Redaktion:
Claus Johansen, Helge Lomholt og Jørgen Münster.